Gaveafgift

Skal gavemodtagere betale gaveafgift?

Det afhænger af gavens størrelse, og hvem der er gavens modtager.


Når du giver gaver, der overstiger niveauet for sædvanlige lejlighedsgaver (julegaver, fødselsdagsgaver osv.) skal modtageren enten betale gaveafgift eller indkomstskat. Dette følger af bo- og gaveafgiftsloven, der trådte i kraft den 1.7.1995.

Den kreds af personer, som skal betale gaveafgift, skal kun betale gaveafgiften i det omfang gaven overstiger et afgiftsfri bundbeløb i 2017 på 62.900/22.000, der reguleres hvert år.


Gaveafgiftssatser

Herunder har vi lavet en oversigt over de forskellige afgiftssatser for gaver – henholdsvis 0 %, 15 % og almindelig indkomstskat.

Gaveafgiftsfri 0%

  • Gaver til din ægtefælle er afgiftsfri (men gaven kræver gaveægtepagt for at være gyldig – tinglysningsafgift kr.1.660!)

Gaveafgift 15%, men kun hvis gaven overstiger 62.900 kr.

  • Dine børn, stedbørn og deres afkom, dvs. børnebørn m.v. Også adoptivbørn er omfattet.
  • Enken eller enkemanden efter et af dine børn, dvs. den efterlevende svigerdatter eller svigersøn (medmindre vedkommende gifter sig på ny).
  • Plejebørn, der har haft bopæl hos dig i en sammenhængende periode på mindst 5 år, når opholdet er begyndt, inden plejebarnet fyldte 15 år, og højst en af plejebarnets forældre har haft bopæl hos dig sammen med plejebarnet.
  • Personer, som du har boet sammen med i mindst de sidste 2 år (samlevere, søskende). ·
  • Dine forældre. Også adoptivforældre er omfattet af bestemmelsen.
  • Bedsteforældre
  • Stedforældre

Gaveafgift 15%, men kun hvis gaven overstiger 22.000 kr.

  • Svigerbørn, dvs. børns ægtefæller
  • Stedbørns ægtefæller

Gives gaver til andre end ovennævnte “gaveafgiftspersonkreds”, skal modtageren betale personlig indkomstskat af gaver:

Indkomstskat – op til ca. 51,5%

(plus kirkeskat – der betales ikke bruttoskat af gaver)

  • Søskende og halvsøskende
  • Søskendes børn, stedbørn, børnebørn og stedbørnebørn
  • Din fraseparerede/fraskilte ægtefælle
  • Svigerbørns livsarvinger
  • Børns og børnebørns stedbørn
  • Børnebørns ægtefæller
  • Børns samlevere
  • Svigerforældre – samt alle andre, du giver gaver og som ikke er omfattet af “gaveafgiftspersonkredsen” ovenfor.

Gaver og udland?

Der skal betales dansk gaveafgift efter ovenstående regler, hvis enten giver eller modtager har “hjemting” i Danmark. Hvis gaven består i “faste ejendomme og tilbehør hertil samt formue tilknyttet faste driftssteder her i landet”, skal der altid betales dansk gaveafgift, uanset om hverken giver eller modtager har hjemting i Danmark.


Hvornår skal gaveafgiften indbetales?

Hvis du i et kalenderår modtager gaver, hvis værdi overstiger ovennævnte afgiftsfrie beløbsgrænser, er du afgiftspligtig af gaven (det overskydende beløb). Gavegiver og gavemodtager skal senest den 1. maj i det følgende år indgive anmeldelse om gaven og dens afgiftspligtige værdi til SKAT via en særlig blanket.

Afgiften af en gave forfalder til betaling samtidig med indgivelse af gaveanmeldelsen. Afgiften påhviler modtageren, men giveren hæfter solidarisk med modtageren for betalingen. Der er tale om forholdsvis komplicerede afgiftsregler, så kontakt MinAdvokat.dk, hvis du ønsker nærmere rådgivning om, hvorvidt dette passer til dine konkrete ønsker.

Vidste du dette?