Særeje er en
gardering mod en mængde økonomisk bøvl og
strid, såfremt et ægteskab mod forventning
skulle ende i skilsmisse.
Ved at indgå en
aftale om særeje, kan man opnå lige nøjagtigt
den deling, man finder retfærdig i tilfælde
af, at ægteskabet senere skulle gå i
stykker.
|
 |
Hvem
opretter særeje?
Typisk er det par,
der allerede på vielsestidspunktet har en
betydelig forskel mellem deres formuer, der
opretter særeje. Måske ejer den ene meget,
mens den anden intet ejer, udover sit tøj og
gode humør.
Andre typiske grunde til at oprette
særeje
• Hvis man vil
starte en virksomhed og gerne vil beholde den
ved skilsmisse
• Man forventer at
komme til at arve et større beløb – arv,
som man gerne vil beholde i tilfælde af en
eventuel skilsmisse
• Den ene ægtefælle
har en stor gæld, mens den anden er gældfri.
I tilfælde af skilsmisse (eller hvis den gældsplagede
ægtefælle dør først) vil den gældfri part
skulle aflevere halvdelen af værdien af sine
aktiver, hvis der ikke er oprettet særeje.
Særeje
om alle ting?
Man kan vælge, at særeje
skal omfatte alle ens nuværende ejendele,
samt alle ens fremtidige erhvervelser. Denne
type særeje kaldes rent særeje, og betyder i
praksis, at ”mit er mit og dit er dit” –
ligesom når man er ugift samlevende.
Man kan
også vælge kun at lade udvalgte ejendele
være særeje:
• Alt, hvad man
hver især ejer på nuværende tidspunkt skal
være særeje – mens alt, hvad der erhverves
fremover skal være fælleseje.
• Alt, hvad man måtte
modtage i arv eller gave skal være særeje
– resten skal være fælleseje
• En brøk på
f.eks. 80 % af ens værdier skal være særeje
– 20 % skal tilhøre en som fælleseje
• En genstand, f.eks. ens faste
ejendom, virksomhed, arvesmykker, aktier m.v.
skal være særeje – resten skal være fælleseje.
• Særejet skal tidsbegrænses, eller
aftrappes løbende og
ophæves, når der er gået f.eks. 20 år.
Skønt loven ikke tillader, at man frit må
aftale enhver form for særeje, er der dog
mange muligheder for at sammensætte en særejeform,
der passer til ens ønsker – ovennævnte er
blot nogle af mulighederne.
To særejeformer
Man kan vælge mellem
to særejeformer i Danmark: Fuldstændigt særeje
og skilsmissesæreje.
Ved skilsmisse og
under ægteskabet er de to særejeformer helt
ens: Der skal ikke ske deling af særejet ved
en eventuel separation eller skilsmisse.
Forskellen viser sig
kun i tilfælde af dødsfald: Har man valgt
fuldstændigt særeje, forbliver den afdødes
værdier særeje ved død. Dette medfører, at
den længstlevende ægtefælle ikke kan sidde
i uskiftet bo med særejemidlerne.
Fuldstændigt særeje
medfører også, at den længstlevende ægtefælle
får en mindre andel af den afdødes værdier.
Fuldstændigt særeje
var tidligere den mest udbredte særejeform. I
dag er det mere udbredt at vælge skilsmissesæreje
– eller mere præcist ”ægtefællebegunstigende
kombinationssæreje”, som er den fulde
juridiske betegnelse for den særejeform, som
benyttes i praksis.
Ægtefællebegunstigende kombinationssæreje
betyder, at skilsmissesærejet bliver fuldstændigt
særeje for den af jer, som bliver længstlevende.
Det er da kun den førstafdødes skilsmissesæreje,
som bliver fælleseje ved død.
Sådan får
man særeje
Særeje kræver, at
begge ægtefæller er enige om det og indgår
en aftale i form af en ægtepagt.
Den nedskrevne aftale
skal underskrives og tinglyses i Personbogen
for at blive gyldig. Tinglysningsafgiften til
staten er kr. 1.400.
Man kan også få særeje ved arv, hvis
der i et testamente
er bestemt, at al arv skal tilhøre arvingen
som særeje.
Ofte er der i
testamentet indsat en bestemmelse om, at
arvingen kan ophæve bestemmelsen om særeje,
hvis arvingen ikke ønsker at have særeje –
nogle gange skal arvingen dog være fyldt
f.eks. 50 år eller have været gift i f.eks.
10 år før særejet må ophæves. Er der ikke
indsat en bestemmelse om, at særejet må ophæves,
betyder det, at arvingen ikke må ophæve det.
|
