Ring tlf. 8618 6846 (kl. 9-15)

Vi er gift og har begge børn fra tidligere forhold – hvad bør vi gøre?

Hej Brevkasse

Min kæreste og jeg har købt hus sammen, og er netop blevet gift. Min kæreste har 2 børn af første ægteskab – jeg har 1.

Jeg/vi er i tvivl om hvordan vi skal forholde os til dette med arv, samt hvorvidt (og hvordan) vi skal oprette testamente for at sikre både den efterlevende – samt den afdødes børn.

Har I et godt råd/forslag til hvordan vi skal forholde os til dette emne?

På forhånd tak!

Svar:

Tak for dit spørgsmål til MinAdvokat.dk – og tillykke med brylluppet.

Når man som jer har børn fra tidligere forhold bør man sørge for at oprette et gensidigt testamente, hvori man sikrer hinanden bedst muligt.

Sagen er, at børn er tvangsarvinger og har krav på arv, hvis deres respektive mor/far går bort. Den længstlevende af jer kan ikke være sikker på, at den førstafdødes særbørn skriftligt vil samtykke i at skulle vente med at få deres arv udbetalt. Er særbørnene umyndige, kan de slet ikke give et sådant samtykke til uskiftet bo.

Den førstafdødes særbørn/-barn vil arve 1/4 af jeres begges samlede formue, medmindre der tages højde for dette via testamente.

Opretter I et testamente, kan I sikre, at den længstlevende kan beholde 15/16 (93,75%) af jeres samlede formue, mens resten skal tilfalde den afdødes børn (6,25%).

I vil i et testamente samtidig kunne tage stilling til andre ting, der er yderst relevante i jeres familiesituation:

Hvor meget skal børnene arve, når den sidste af jer går bort? Kun ved at oprette testamente kan I sikre, at der sker en ligelig fordeling af arven.
Overvej i den forbindelse, om I forstår ordet “ligeligt” på samme måde: En af jer har 2 særbørn, mens den anden har 1 særbarn. Skal de arve ligeligt pr. slægtsgren med 50% til mandens børn og 50% til hustruens børn – eller skal de arve 33% hver, således at der er tale om lige deling pr. hoved? Denne type testamente kaldes i fagjargon for et ligedelingstestamente.

Skal de overhovedet alle arve lige meget, eller er der nogen “sorte får”, som skal arve mindre end de andre børn?

Hvordan skal arven fordeles hvis I går bort samtidig?

Skal børnene modtage deres arv som særeje, således at de kan beholde arven, hvis de en dag skal skilles fra deres (fremtidige) ægtefæller?
I kan via spørgeprogrammet indtaste jeres ønsker, børnenes navne osv, hvorefter jeg vil udfærdige udkast til dokumenterne og sende dem til jer per e-mail.

Herefter kan vi tage en snak i telefonen og drøfte jeres rettelser, kommentarer og spørgsmål.

Med venlig hilsen

Ulrik Grønborg