Ring tlf. 8618 6846 (kl. 9-15)

Hvor underskriver man?

Når dokumentet er formuleret, så det passer til det ønskede og alle spørgsmål er afklaret, er sidste trin, at det skal underskrives. Advokaten rådgiver nærmere om dette, når dokumentets indhold er på plads.

Nedenfor er en generel beskrivelse af, hvordan forskellige typer juridiske dokumenter underskrives.

Testamente

Testamentet skal underskrives for en notar ved skifteretten. Advokaten vil sende en vejledning i, hvordan dette gøres, og hvor den nærmeste skifteret ligger. Notaren opbevarer testamentet i Centralregister for testamenter.

Det er også muligt at underskrive testamentet foran to neutrale vidner. Selvom også sådanne “vidnetestamenter” er fuldt gyldige, anbefales de typisk ikke. Hvis det er praktisk muligt at underskrive foran en notar, vil det oftest være at foretrække.

Når der er strid om testamenters gyldighed, er det næsten altid vidnetestamenter, der giver anledning til problemet – var vidnerne neutrale, til stede samtidig osv.

Ægtepagt

Ægtepagten skal underskrives og herefter returneres til advokaten. Du kan scanne ægtepagten ind, sende den med posten eller bare tage fotos af hver enkelt side med din telefon og sende via e-mail.

Vi vil derefter stå for tinglysning. Vi sender en e-mail med et link til, hvor I begge skal signere ægtepagten med jeres Nem-ID.

Hvis én af jer ikke har Nem-ID, kan vi signere på vegne af personen ved hjælp af en tinglysningsfuldmagt.

Vi vil give besked, når ægtepagten er endeligt tinglyst. Det følger af ægtefælleloven, at en ægtepagt skal tinglyses, førend den er gyldig mellem parterne.

Fuldmagt

En fremtidsfuldmagt skal først registreres digitalt i Fremtidsfuldmagtsregistret. Advokaten sender et link til, hvor du skal signere med dit Nem-ID.
Når du har signeret digitalt, skal du ind til en notar i den lokale skifteret og vedkende dig fuldmagten. Advokaten vil sende en vejledning i, hvordan dette præcist gøres, og hvor den nærmeste skifteret ligger.

En generalfuldmagt kan enten underskrives foran to neutrale vidner eller foran en notar i skifteretten.

Gældsbrev

Gældsbrevet skal underskrives af långiver og skyldner og opbevares af jer.

Samejeoverenskomst

Samejeoverenskomsten skal underskrives af jer begge og opbevares af jer. Der er ikke krav om, at den tinglyses eller lignende for at være bindende mellem jer.

Gavebreve

Gavebreve skal underskrives af både giveren og modtageren, og opbevares af jer.