Bobestyrerklausuler i testamenter

Skal der overhovedet være en bobestyrerklausul?

I en “gennemsnitlig” testamentesag, hvor der ikke er usædvanlige aktiver eller en konkret grund til at antage, at der kommer strid blandt arvingerne, bør der ikke indsættes en bobestyrerklausul.

Indsættelse af en klausul om bobestyrerbehandling bør med andre ord aldrig indsættes “pr. automatik af advokater – det skal kun ske, når

  1.  der er en særlig grund til dette,
  2. klienten anmoder herom og
  3. klienten forstår konsekvenserne, herunder de prismæssige konsekvenser, af bobestyrerbehandling.

Advokaten bør sikre sig dokumentation for ovenstående, hvis der indsættes en bobestyrerklausul – dels af advokat-etiske årsager, dels for at forhindre, at skifteretten tilsidesætter bobestyrerklausulen.

Eksempel 1: “Den kritisable”

Bestemmelsen nedenfor er taget fra ægte testamenter.

Bestemmelsen er kritisabel, fordi den giver bobestyrer vetoret med hensyn til, om vedkommende selv skal stå for bobehandlingen eller ej.

§ 4 Som bobestyrer indsætter jeg advokat [navn], Rødovre. Bobestyrerindsættelsen skal ikke være til hinder for privat skifte, hvis advokat [navn] finder en sådan skifteform tilrådelig og står for det private skifte. 

Domstolene ser – forståeligt nok – med skepsis på denne type ubegrundede bobestyrerklausuler:

Dom fra retspraksis, trykt i TFA 2002.441 ØLK:
Testator havde i sit testamente fra nov. 1999 indsat advokat R som bobestyrer. Advokat R skulle være berettiget til at lade arvingerne overtage boet til privat skifte, såfremt hun skønnede, at betingelserne herfor forelå, dog under forudsætning af, at advokat R blev bobehandler.

Skifteretten i Gladsaxe fastslog, at det ikke var advokat R, der bestemte, om betingelserne for privat skifte var opfyldt, og bestemte, at boet kunne udleveres til privat skifte, og at advokat R ikke kunne foreskrive, at hun skulle behandle det privatskiftede bo. Østre Landsret stadfæstede dommen.

Hvis der er tale om skifte af førstafdødes dødsbo i længstlevendes levende live, vil den længstlevende ægtefælle i praksis have ret til at fravige eventuelle bobestyrerklausuler, selvom de ifølge deres ordlyd også skulle gælde ved skifte i levende live. Længstlevende kan i givet fald vælge privat skifte – eller evt. en anden advokat.

Eksempel 2: Den gode

12.1. Til som bobestyrer at forestå skiftet af mit bo indsætter jeg herved advokat [navn], idet bobestyreren har bistået med udformningen af mit testamente og har kendskab til mine ønsker til boets behandling.

12.2. Baggrunden for mit ønske om at indsætte bobestyrer er, at jeg …
12.3. Denne bestemmelse skal dog ikke være til hinder for privat skifte, såfremt betingelserne herfor er opfyldte.

Her er en bobestyrerklausul, der er individuelt begrundet, hvilket er anbefalelsesværdigt. Desuden blokerer klausulen ikke for, at arvingerne eventuelt selv står for dødsboets deling ved et privat skifte – eller eventuelt finder en anden advokat, der kan hjælpe med papirarbejdet, hvis de er enige om dette.

Eksempel 3: Den milde

12.1. Dette testamente er udfærdiget i samarbejde med advokat [navn].
12.2. Vi er enige om, at vi vil gennemgå testamentet med passende mellemrum med henblik på at sikre, at testamentet fortsat stemmer overens med vore ønsker.

Bestemmelsen er slet ikke en bobestyrerklausul – men orienterer alligevel arvingerne om, hvem de kan kontakte, såfremt de måtte have spørgsmål til testamentets forståelse eller bobehandling i øvrigt.

Der findes et væld af andre mulige formuleringer af bobestyrerklausuler – fælles er, at det hver gang skal overvejes, hvordan de formuleres mest hensigtsmæssigt.

P.S. Hvis du har spørgsmål om fortolkning af bobestyrerklausuler eller behandling af dødsboer, er du velkommen til at kontakte os.

Ulrik Grønborg

Ulrik Grønborg

Advokat med speciale i familie- og arveret.

Tlf. 8618 6846
e-mail: ug@minadvokat.dk

Om advokaten