Priser Bestil Gratis tjek Brevkasse Om MinAdvokat.dk

<<Tilbage til brevkassen

 

Hvad betyder særeje?

Hvis man har særeje i sit ægteskab, betyder det, at man ikke skal give den anden halvdelen af værdien af ens ejendele i tilfælde af ægteskabets ophør. Særeje kan enten gælde ved skilsmisse (skilsmissesæreje) eller både ved skilsmisse OG dødsfald (fuldstændigt særeje). Man behøver ikke have særeje om samtlige sine ejendele. Læs mere om særeje her. 

Få svar på dine juridiske spørgsmål

Hvordan bliver arvereglerne efter den nye arvelov?

Hvis I er ægtefæller og har fælles børn, vil den længstlevende ægtefælle arve ½ og børnene ½ af arven efter dig. Hvis I har almindeligt fælleseje, svarer dette til, at den længstlevende kan beholde ¾ af jeres samlede formue og børnene får ¼ til deling. Dette er arvereglerne, hvis der ikke oprettes et testamente.

Hvis du opretter et testamente kan du bestemme over 3/4 af din formue og efterlade den til hvem, du måtte ønske. Den sidste ¼ af din formue er tvangsarv og skal derfor deles mellem din hustru og/eller dine børn. Har du hverken ægtefælle eller børn, kan du frit testamentere over hele din formue. Den nye arvelov gør det absolut ikke overflødigt at oprette testamente: Du kan læse mere om testamente eller om den nye arvelov.

Kan vi aftale ligedeling om alle vores pensioner?

I kan ikke aftale ligedeling af pensioner, der giver ret til løbende ydelser resten af livet - f.eks. tjenestemandspensioner, pensionskassepensioner og andre såkaldte livrenter. Disse pensioner kan dog eventuelt indgå i en "modregning", således at I stilles pensionsmæssigt lige i sidste ende.
I kan godt i en ægtepagt aftale, at jeres kapitalpensioner og ratepensioner m.v. skal ligedeles ved separation og skilsmisse. Læs om deling af pensioner her.

Hvad er forskellen på en ægtepagt og et testamente?

En ægtepagt om særeje regulerer delingen ved skilsmisse (og separation), mens et testamente regulerer fordelingen ved dødsfald. Det er væsentligt at man ikke blander de to dokumenttyper sammen - læs mere om forskellen mellem ægtepagt og testamente.

Er en gave det samme som et arveforskud?

Arveforskud er en gave, der er givet med det særlige vilkår, at den skal modregnes i modtagerens arv, når giveren dør. Dette står i modsætning til gaver, der ikke modregnes ved arvens senere fordeling. Arveforskud er en god ide, hvis du ønsker at støtte et af børnene, men samtidigt ønsker, at dine børn i sidste ende får lige meget efter dig. Læs mere om arveforskud og gaver.

Hvad er uskiftet bo?

At sidde i uskiftet bo betyder, at den længstlevende ægtefælle overtager ægtefællernes samlede bo (værdier og gæld) uden at foretage en deling med den afdøde ægtefælles arvinger. Læs mere om uskiftet bo.

Hvordan giver man fuldmagt til en anden?

Hvis du ønsker at en anden skal handle i dit navn og for din regning, kan du give vedkommende en fuldmagt. Fuldmagter kan bl.a. være mundtlige eller skriftlige. Ønsker man, at en anden person skal kunne varetage ens interesser, når man selv bliver ude af stand til det pga. alder eller sygdom, oprettes fuldmagten typisk som et dokument med instrukser – en værgefuldmagt. Læs mere om fuldmagter.

 

Du kan starte bestillingen ved at klikke her.

MinAdvokat.dk · c/o Advokaterne Sankt Knuds Torv · Ryesgade 31 · 8000 Århus C · Tlf: 8618 6846 · Fax: 8613 1500 · ug@minadvokat.dk