Ægtepagter:
|
 |

Skal
vi have en ægtepagt om særeje i vort ægteskab?
Inden
du gifter dig, skal du og din kommende ægtefælle altid overveje, om I vil have
fælleseje eller særeje i jeres ægteskab eller om I vil have en mellemting i
form af delvist særeje og delvist fælleseje.
Hvis I ikke foretager jer noget, men blot gifter jer, får I automatisk formuefællesskab
- også kaldet fælleseje - i ægteskabet.
Det følger af lov om ægteskabets retsvirkninger fra 1925 - også kaldet
retsvirkningsloven.
Ca. 90% af alle nygifte har rent fælleseje, men dermed er bestemt ikke sagt, at
fælleseje altid er den fornuftigste løsning.
Formuefællesskabet omfatter ikke blot alt, hvad I hver for sig ejer ved ægteskabets
indgåelse, men også alt, hvad I hver for sig erhverver i fremtiden, uanset om
der er tale om opsparing, tipsgevinster, arv eller gaver.
I bør i god tid før brylluppet stille og roligt drøfte, om I begge ønsker at
ligedele jeres eventuelle positive formue med den anden, hvis ægteskabet skulle
vise sig ikke at holde resten af livet.

Hvad er mest rimeligt?
Hvis I begge synes det vil være mest
rimeligt med en deling af alt, hvad I ejer , - også det I hver for sig havde
med ind i ægteskabet - behøver I slet ikke foretage jer noget. Så passer den
almindelige regel om fælleseje også på jeres ægteskab.
Hvis du og din kommende ægtefælle hverken har positiv eller negativ formue, og
ingen af jer heller ikke regner med nogensinde at komme til at arve noget af
betydning, kan I normalt roligt holde jer til formuefællesskabet.
Hvis du har en vis formue - stor eller lille -, mens din kommende ægtefælle
ikke ejer ret meget andet end sit gode humør, sit tøj, og en stor studiegæld,
er det ret så naturligt, at du ikke er særligt begejstret ved tanken om, at
din formue vil blive halveret, hvis I skulle høre til de over 40% af alle ægtefæller,
som på et eller andet tidspunkt bliver skilt.
|
"...Du bør derfor tage mod til dig og spørge din kommende ægtefælle, om han
eller hun egentlig gifter sig med dig for pengenes skyld."
|
Du bør derfor tage mod til dig og spørge din kommende ægtefælle, om han
eller hun egentlig gifter sig med dig for pengenes skyld.
Hvis svaret er et ærligt
og prompte ja, har du unægteligt noget af et problem. Du bør nøgternt set omgående
droppe bryllupsplanerne.
Hvis svaret derimod er nej, - og det vil det næsten altid være -, er det
rimeligt enkelt at nå frem til en aftale om, at I skal have en eller anden form
for særeje.

Hvis I ønsker andet end
formuefællesskab
Hvis I ønsker en anden ordning end almindeligt formuefællesskab, skal I
oprette en ægtepagt (nogen gange fejlagtigt kaldet et "ægteskabspagt") og dermed få særeje af den ene eller anden art.
Som et eksempel på en særejeform, som vil tiltale de fleste, kan nævnes en
ægtepagt, der går ud på, at alt, hvad I hver for sig ejer ved ægteskabets
indgåelse, skal være ægtefællebegunstigende kombinationssæreje, og derfor ikke skal deles ved
separation eller skilsmisse.
Alt, hvad I erhverver under ægteskabet, skal
omvendt være fælleseje, dog med den undtagelse, at det, som under ægteskabet
erhverves ved arv eller gave også skal være ægtefællebegunstigende
kombinationssæreje.
En sådan ægtepagt
om delvist særeje bør oprettes, inden I gifter jer, men den kan selvfølgelig
også oprettes senere, hvis blot I til den tid kan blive enige herom. I kan
læse lidt mere om typiske
særejetyper her - via spørgeprogrammet
bliver ægtepagten dog af advokaten skræddersyet til
jeres konkrete ønsker.

Uromantisk at være fornuftig?
Jeg er godt klar over, at det just ikke er særligt romantisk at tale om
skilsmissesæreje midt under forberedelserne til brylluppet.
Men selv om I er
nok så forelskede, er det nøgternt set faktisk ret så uforsvarligt helt at
lukke øjnene for den mulighed, at ægteskabet ikke holder resten af livet. Ifølge
statistikken går ca. halvdelen af alle nye ægteskaber i opløsning ved
skilsmisse på et eller andet tidspunkt.
Ca. 1/4 af alle nye ægteskaber vil
rent statistisk være endt med skilsmisse allerede efter 10 år, og den største
krise i ægteskabet kommer statistisk set allerede i det tredie år efter
brylluppet, hvor ca. 4% af alle ægteskaber bliver opløst. Nu er du advaret på
forhånd!

Hvem bør særligt overveje at oprette ægtepagt?
Jo
større forskel der er på jeres formue ved ægteskabets indgåelse, jo
vigtigere er det naturligvis, at I får talt ud om dette spørgsmål. En
ægtepagt vil i den situation være en gardering mod deling ved skilsmisse.
En
ægtepagt kan også være et værn mod deling, hvis din ægtefælle dør.
Har du en positiv formue eller er du i det mindste nogenlunde gældfri, og har
din kommende ægtefælle omvendt en negativ formue, f.eks. på grund af studiegæld,
kan det få store økonomiske konsekvenser, hvis din ægtefælle dør og der
ikke er oprettet ægtepagt om særeje.
Du
kommer ganske vist ikke til at hæfte for din ægtefælles gæld, men du skal
alligevel aflevere penge til afdødes dødsbo. Op til halvdelen af din
formue vil i givet fald kunne tilfalde din afdøde ægtefælles kreditorer.
Såfremt
det er den formuende ægtefælle, der går bort først, vil man ved en ægtepagt
kombineret med et personligt arveafkald fra den gældsplagede ægtefælle
ligeledes kunne minimere de midler, der skal gå til kreditorerne og i stedet
lade børnene arve forholdsvis mere.
Er
du i den situation, at der er et (sær-)barn, hvis arv du ønsker at begrænse
mest muligt, kan en ægtepagt kombineret med et testamente være den rette
løsning. En ægtepagt kan således medvirke til at fordele arven mellem
børnene.

Du er altid velkommen til at
kontakte MinAdvokat pr. e-mail og få et gratis råd om
ægtepagter. Læs også om særeje.
Skrevet af advokat(L)
Ulrik Grønborg. |