
| Husk,
at du mellem 9 og 16 på hverdage kan ringe på 86 13 06 00 og få gratis vejledning om
MinAdvokat. Du kan også sende en e-mail med dine spørgsmål. |
Arvebrøken:
Arvebrøken angives som en brøk eller i procent.
Du kan desuden skrive "hele boet" eller "resten af boet",
eller "mest muligt" eller "mindst muligt".
Eksempel: "1/3 af hvad jeg efterlader mig skal tilfalde Mogens Madsen."
Eksempel: "Mindst muligt skal tilfalde min søn Mogens Madsen."
Eksempel: "Hanne Hansen skal arve mest muligt efter mig".
Tvangsarv er den arv, som ægtefællen og livsarvinger har ret til at modtage i henhold til arveloven og som ikke kan fratages via testamente.
Ægtefællen og livsarvinger er tvangsarvinger til 25% af deres arvelodder.
Eksempel: Er du ugift og har to børn, skal de normalt hver arve 1/2 af din formue. Du kan ved testamente begrænse det ene barns arv til 1/8 og evt. forhøje det andet barns arv til 7/8.
1 mio.
kr.-begrænsningen: Du kan begrænse tvangsarven til dine børn
til at udgøre maksimalt 1 mio. kr. pr. barn. Beløbet pristalsreguleres hvert år.
Hvis et af dine børn ikke overlever dig, begrænses arvelodden til det afdøde
barns livsarvinger til i alt 1 mio. kr.
Eksempel: "1/4 af hvad jeg efterlader mig skal
tilfalde Mogens Madsen, dog max. 1 mio kr."
Eksempel: "Mindst muligt skal tilfalde min søn Mogens Madsen, dog max. 1 mio. kr."
Arvingers
adresse: For så vidt angår arvinger er det af praktiske årsager
nødvendigt at få præciseret, hvem der er tale om. Der er ingen formelle krav
til, hvilke oplysninger, der skal fremgå om arvingerne, men arvingernes fulde
navn og adresse bør anføres.
Dette vil give skifteretten større mulighed for at kontakte arvingerne, når
det engang måtte blive relevant.
Såfremt du er i besiddelse af arvingernes CPR-numre, kan de naturligvis
ligeledes anføres, da det letter lokaliseringen. Det er også udbredt, at man
anfører sin relation til arvingen, f.eks. "min nevø Mogens Madsen"
eller " min samlever Hanne Hansen", samt eventuelt bopæl og øvrige
oplysninger.
Arving i anden række:
Du kan anføre navnet på den person eller forening, som den pågældende arvelod skal tilfalde i anden række ("subsidiært"), hvis den indsatte arving går bort før dig.
Man kan indsætte flere (mere) subsidiære arvinger og derved bestemme,
hvem der skal arve i tredje række, fjerde række m.v.
Eksempel: "Hele boet skal tilfalde min søster Hanne Hansen,
subsidiært hendes livsarvinger."
Eksempel: "Hele boet skal tilfalde min søster Hanne Hansen, subsidiært hendes livsarvinger, mere subsidiært min farbror Mogens Madsen, mest subsidiært hans livsarvinger."